De 4 Grundlag for Mindfulness og Satipatthana Sutta

mindfulness

 

De 4 Grundlag for Mindfulness og Satipatthana Sutta
Vor tids historiske Buddha Sakyamuni lagde stor vægt på udvikling af mindfulness, og den mest detaljerede gengivelse af hans undervisning heri findes i Sutraen: ’Satipatthana Sutta’. (Sutra betyder på Pali ’ledetråd’ og ’lærertekst’).

‘Sati’ betyder ‘mindfulness’ (fuld opmærksomhed) og ’Patthana’ betyder ’tilføjelse’ og ’fundament’.
Ifølge Buddha Sakyamuni er der fire hovedfundamenter af mindfulness.

Træningen af de fire grundlag for mindfulness har en central plads i Theravada traditionen – den ældste buddhistiske tradition.
Samtidigt er de fire grundlag for mindfulness også en del af ’de 37 faktorer for oplysning’ i følge Mahayana-vejen (middelvejen), som tibetansk buddhisme hører til.

Hvis man praktiserer disse fire anvendelser af mindfulness i henhold til Theravada, mediterer man generelt på:

  • legemet og dens urenheder
  • følelser af smerte og lidelse
  • bevidsthedens forgængelighed og ikke-soliditet
  • fænomenerne, der optræder i sindet og det faktum, at div. mentale objekter ikke er ’ejet’ af nogen – at de ikke tilhører noget ’selv’ eller ’jeg’

Hvis man praktiserer i henhold til Mahayana, så vil man under meditationen meditere på de samme ting, som værende både rumlige (ligesom space) og værende ud over alle konceptuelle (begrebslige) konstruktioner.
I post-meditation perioderne (imellem meditationerne) øver man sig i at se de 4 områder/grundlag som værende illusoriske og drømmeagtige.

Hvis man ser på forskellen på metode og anskuelse i de 4 grundlag for mindfulness i f.h.t. Theravada og Mahayana traditionerne, kan man se en tredobbelt skelnen:

  • I Theravada er der fokus på egen krop, følelser m.m., mens der i Mahayana ligeledes er fokus på krop, organer, følelser m.m. både hos en selv samt hos alle andre levende væsner.
  • I Theravada er der fokus på urenheder og ’fejl’, imens man i Mahayana mediterer på ’tomhed’ – klar åbenhed.
  • Endelig med hensyn til formålet med denne meditation: – i Theravada traditionen udføres den med henblik på frigørelse fra den urene krop og at man selv skal nå en form for oplysning, imens man i Mahayana traditionen udfører de 4 grundlag for mindfulness med henblik på, at man selv og alle andre levende væsner skal opnå fuld oplysning – erkendelsen af sindets natur.

Dharmalærer Khenpo Namdrol fortæller:

”Når Shravakas (Theravada praktiserende) praktiserer anvendelsen af mindfulness af kroppen, så mediterer de på deres krop i form af et skelet m.v. og koncentrerer sig om kroppens forgængelighed, urenheder og lidelser.
Bodhisattvaer (Mahayana praktiserende) mediterer på deres egen krop og andres krop, med fokus på deres forgængelighed, deres ’tomhed’ og deres uselviskhed”