Om at tage tilflugt til Buddhas Lære:
Hvis den buddhistiske vej er den rigtige for dig, kan det være aktuelt for dig at tage tilflugt til Buddha, dharma og sangha.
På et dybere plan betyder tilflugt, at vi tager tilflugt til de tre juveler: Buddha, dharma og sangha. Vi tager tilflugt til Buddha som et oplyst væsen, én der gennemskuede sandheden om tilværelsen og udviklede umådelig og upartisk kærlighed og medfølelse med alle levende væsener. Lamaen eller læreren er Buddhas stedfortræder, og i den tibetanske tradition tager vi derfor også tilflugt til lamaen.
Dernæst tager vi tilflugt til Buddhas lære, dharmaen, som en vej, vi kan følge frem til vi når oplysning, ligesom Buddha gjorde.
Når vi så har taget tilflugt til Buddha som et eksempel og til dharmaen som en vej, tager vi tilflugt til sanghaen. Dette betyder, at vi ikke er alene, men at vi følges med nogle andre, som går på den samme spirituelle udviklingsvej som vi selv.
Nogen gange sammenligner vi Buddha med en læge, dharmaen med medicinen og sanghaen med sygeplejerskens pleje og omsorg.
Ved tilflugtsceremonien d. 9. okt. kl. 16.15 tilkendegiver vi overfor Bhiksuni Tenzin Drolkar, at vi gerne vil følge buddhistiske vej, og herved optages vi i Buddhas menighed og træder formelt set ind på den vej, der fører til oplysningen. Ældre buddhister er også velkomne til at deltage og forny deres tilflugt.
Det er nødvendigt med forhåndstilmelding her: tilmeld.osal@gmail.com og det er i princippet gratis – det er dog op til en selv om man vil medbringe en donation i form af frugt, røgelse, penge (i så fald helst i kuvert) eller andet.
Tilflugts-bøn:
Jeg tager tilflugt til Buddha, Dharma og Sangha
indtil jeg når oplysningen.
Må de fortjenester, jeg samler ved at praktisere gavmildhed
og de andre fuldkommenheder,
blive årsag til, at jeg når buddha-tilstanden
til gavn for alle levende væsener